Spring til indhold

Syng med i Rungsted Gospel

Har du lyst til at synge gospel?

Brænder du for at synge, og har du lyst til at blive en del af et engageret og ambitiøst gospelkor? Så er Rungsted Gospel måske noget for dig.

Vi er omkring 40 sangere, der mødes hver mandag for at udvikle os musikalsk, dele sangglæden og skabe musikoplevelser, der kan mærkes. Under ledelse af korleder Susanne Wiik Kalvåg arbejder vi med klang, rytmik, dynamik og udtryk – altid i en atmosfære præget af fællesskab, humor og engagement.

Du behøver ikke kunne læse noder, men du skal have lyst til at synge, være indstillet på at øve dig hjemme og møde velforberedt til øveaftenerne.

Øveaftener

Vi øver hver mandag kl. 18.45-21.05 i Egedal Byens Hus i Kokkedal.

Øveaftenerne er en god blanding af koncentreret musikalsk arbejde, grin og hyggeligt samvær. Vi arbejder målrettet frem mod koncerter og arrangementer, men vi prioriterer også det stærke fællesskab, som gør det sjovt at være en del af koret.

Rungsted Gospel er en del af FOF, og information om sæsoner og tilmelding finder du på FOF’s hjemmeside.

Optagelsesprøve

For at blive medlem af Rungsted Gospel skal du til en optagelsesprøve. Det gør vi for at sikre, at koret kan fastholde det musikalske niveau og den klang, vi ønsker.

Ved optagelsesprøven vurderer vi blandt andet din stemme, dit gehør, din rytmiske forståelse og dit musikalske potentiale. Du behøver ikke kunne læse noder, men vi forventer, at du har et godt gehør, en sikker intonation og lyst til at arbejde seriøst med musikken.

Optagelsesprøver afholdes efter behov eller i forbindelse med, at vi søger nye sangere.

Hvis vi vurderer, at Rungsted Gospel ikke er det rette match for dig lige nu, betyder det ikke nødvendigvis, at gospeldrømmen er slut. Vi anbefaler ofte Nordsjællands Gospelkor, som også ledes af Susanne Wiik Kalvåg. Her er der plads til sangere på flere niveauer, og det kan være et rigtig godt sted at udvikle sine sangmæssige færdigheder. 

Har du spørgsmål om optagelsesprøven eller vil høre mere om koret, er du altid velkommen til at kontakte os på info@rungstedgospel.dk.